|
mylicence.dk og Køreteknisk Anlæg Fredericia støtter ny klub for unge!
Unge bilister tager ansvar.
På køreteknisk Anlæg i Fredericia var der fart over feltet i søndags, da den nystiftede klub Responsible Driving for unge mellem 18-30 år afholdt kursus i avanceret køreteknik.
Responsible Driving er en ny klub med det formål, at unge gennem erfaring bliver bedre til at erkende sine egne grænser og tage ansvar bag et rat. Klubben er stiftet af en gruppe unge fra Glamsbjerg på Fyn, med brødrene Jan og Erik Nygaard i spidsen. De var frustrerede over, at der ikke fandtes tilbud, hvor unge kan udfordre deres køretekniske færdigheder under sikre forhold. Samtidig kunne de i medierne og i deres egen vennekreds høre om de mange færdselsulykker, hvor unge var indblandet. ”Det er vigtigt, at unge ud fra deres egen erfaring får respekt for fart og vild kørsel” siger klubbens formand Jan Nygaard. Klubbens motto er, at selverkendelse ikke kommer gennem løftede pegefingre og formaninger, men derimod gennem motiverende og udfordrende øvelser. Derfor er det klubbens mål at tilbyde unge kurser i avanceret køreteknik på lukkede baner til en overkommelig pris. Klubben er gået i samarbejde med Køreteknisk Anlæg og mylicence.dk køreskolen i Fredericia og afholdt sit første kursus i søndags.
”Kurserne er i sværhedsgrad og niveau væsentlig højere end, når man tager kørekort. Fordelen ved kurserne er, at selvom man mister herredømmet over sin bil, resulterer det kun i nogle væltede kegler og en masse erfaring. I trafikken ville det til gengæld kunne få meget alvorlige konsekvenser!” supplerer Jan Nygaard.
Klubben er foreløbig på 12 medlemmer primært fra Fyn, men de håber på at blive mange flere. Klubben søger derfor nu også medlemmer - og gerne sponsorer - fra trekantsområdet, der har lyst til at deltage og samarbejde. Princippet er, at det er en frivillig klub, hvor alle kan hjælpe til med at gøre klubben bedre.
|